Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark søger kommunikationsmedarbejder

Har du lyst til at prøve kræfter med en stilling som kommunikationsmedarbejder i en fagpolitisk organisation? Har du lyst til at være med til at forme og udvikle stillingen til fremtidens behov for kommunikation til vores medlemmer? Så er det måske dig vi søger! 

Om stillingen:

Kommunikation fylder stadig mere i vores politiske, strategiske og daglige arbejde. Derfor søger vi en kommunikationsmedarbejder på 37 timer om ugen, som kan være med til at styrke vores synlighed, dialog og medlemskommunikation.

Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark, arbejder hver dag for at styrke sygeplejerskers arbejdsvilkår, faglighed og søge indflydelse på sundhedsvæsenets udvikling med afsæt i vores medlemmer.

Som kommunikationsmedarbejder får du en central rolle i at synliggøre dette arbejde – både over for vores medlemmer, offentligheden og samarbejdspartnere.

Du skal bl.a. understøtte den politiske valgte ledelse, som består af én forkvinde og tre næstforkvinder, kredsbestyrelsens arbejde samt understøtte synlighed og dialog med kredsens tillidsvalgte og ca. 16.000 medlemmer.

Stillingen har en bred opgaveportefølje, og du vil derfor skulle være motiveret for forskelligartede opgaver inden for kommunikation, og kompetencemæssigt kunne løfte dette. Vi forventer, at du bidrager med nye idéer og et skarpt blik for, hvordan vi kan udvikle vores kommunikation, så den matcher både nutidens og fremtidens behov. 

Det er vigtigt, at du evner at arbejde og begå dig i en fagpolitisk organisation, og er opsøgende på, hvad der er vigtigt for medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark. Det er dertil vigtigt, at du er opsøgende på hvad der rører sig på den sundhedspolitiske dagsorden, og i udviklingen af dit fag. 

Dine arbejdsopgaver:

  • Omsætte politiske og faglige budskaber til engagerende kommunikation
  • Udvikle nye formater og idéer, der styrker synligheden af sygeplejerskernes dagsordener
  • Følge den sundhedspolitiske debat og identificere muligheder for synlighed og medlemsengagement
  • Opsøge og være proaktiv på aktuelle historier og temaer, der kan skabe engagement og styrke fællesskab i en faglig organisation
  • Producere aktuelt og relevant indhold, så vi kan være aktive i den offentlige debat og samtale
  • Drive og udvikle SoMe, video og digital medlemsdialog. Herunder planlægge, producere og publicere indhold til Facebook, Instagram og andre relevante platforme
  • Producere indhold i tekst, foto og video – herunder video til sociale medier, samt grafiske fremstillinger
  • Udarbejde taler og debatindlæg for den politiske ledelse
  • Udarbejde indhold til kredsens generalforsamling hvert andet år
  • Understøtte og omsætte kredsbestyrelsens kommunikationsstrategi
  • Bidrage til presse- og kommunikationsopgaver på tværs af Dansk Sygeplejeråd som organisation
  • Vedligeholde og opdatere hjemmeside og intranet

Om os:

Vi er en arbejdsplads med 20 engagerede, dygtige og ambitiøse ansatte. Vi er 11 faglige konsulenter, 1 socialfaglig konsulent, 1 politisk konsulent, 1 kommunikationsmedarbejder, 4 administrative ansatte og 2 servicemedarbejdere der alle refererer til kredschefen.  

Du får et tæt samarbejde med den politiske ledelse, dine kolleger lokalt og på tværs af Dansk Sygeplejeråd, Kredsbestyrelsen og organisationens tillidsvalgte.

Hos os arbejder vi tæt sammen, og lægger vægt på ordentlighed, samarbejde, dialog og med plads til forskelligheder, nye ideer og til at tage ansvar. Vi har en uformel og imødekommende omgangstone, hvor vi både tager vores opgave alvorligt og har plads til humor og fællesskab. Vi er stolte af vores arbejde og af at være en del af en faglig organisation og arbejdsplads, hvor vores indsats har betydning for andre.

Få yderligere oplysninger om kredsen her: https://dsr.dk/kredse/syddanmark

Hvem er du?

Vi forestiller vi os, at du:

  • Har en relevant uddannelse indenfor kommunikation, medier eller journalistik
  • Har solid praktisk erfaring med professionel kommunikation og sociale medier
  • Er en kreativ type, der tænker anderledes, og kan kommunikere seriøst stof men også er humoristisk og nytænkende
  • Skriver sikkert, levende og målrettet til forskellige målgrupper
  • Har dokumenteret erfaring med at udvikle, producere og publicere indhold, der skaber engagement.
  • Har politisk forståelse og gerne erfaring fra en faglig organisation, medlemsorganisation, interesseorganisation eller anden politisk ledet organisation
  • Trives i et miljø, hvor dagsordener hurtigt kan ændre sig
  • Arbejder selvstændigt, tager ansvar og får tingene til at ske
  • Bidrager til et godt og tillidsfuldt samarbejde – både internt og eksternt
  • Er imødekommende og udadvendt

Vi tilbyder:

  • Mulighed for at forme og udvikle stillingen til fremtidens behov for kommunikation til vores medlemmer
  • En arbejdsplads med fagligt engagement, godt samarbejde og stor variation i opgaver og hverdagen
  • Deltagelse i kommunikationsnetværk i det samlede Dansk Sygeplejeråd, samt mulighed for sparring med kolleger i lignende stillinger
  • Mulighed for indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse og hjemmearbejde efter aftale med kredschef
  • Mulighed for kompetenceudvikling
  • En arbejdsplads hvor vi vægter at være sociale, er vores eget og hinandens arbejdsmiljø og hvor humor er en naturlig del af hverdagen

Stillingen vil til tider indeholde transport; hvorfor det vil være en fordel at have kørekort (B) og have mulighed for at stille egen bil til rådighed mod kørselsgodtgørelse. Tog er også en mulighed.

Stillingen er en fast fuldtidsstilling, og du vil blive aflønnet efter overenskomst.
Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2026. 

Send din ansøgning og CV senest mandag d. 19. oktober 2026 og ansættelsessamtaler finder sted mandag d. 26. oktober 2026.

Kontakt

Såfremt du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kredschef Line Larsen på 61975956.

Arbejdsplads Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark:

Kredskontoret er beliggende i Fredericia på adressen Vejlevej 121, 7000 Fredericia. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Dansk Sygeplejeråd
Dansk Sygeplejeråd er en partipolitisk uafhængig organisation, der varetager godt 73.000 sygeplejerskers interesser. Vores vision er ”Sygeplejerske – for livet.” Vi arbejder for at sygeplejersker aflønnes i forhold til professionens høje værdi for samfundet, for en professionel sygepleje af faglig høj kvalitet og deltager aktivt i den sundhedspolitiske debat. Læs mere om Dansk Sygeplejeråd på www.dsr.dk.
Frist:
Kontaktoplysninger: Kredschef
Line Larsen
61975956
Arbejdssted:
Vejlevej 121, 2.